John Bøhme Dybkjær: Jeg Er Løber

Om få dage skal John Bøhme Dybkjær ud på sit projekt “Grenen-Grænsen-Grenen”, hvor han ene mand og uden support af nogen art cykler, løber og svømme fra Grenen til den tyske grænse og tilbage igen op gennem Jylland. Når John kommer i mål ved Det Grå Fyr lørdag d. 10. august om eftermiddagen, er et andet mål forhåbentlig også nået, nemlig at samle penge ind til leukæmiramte Patrick Behrens Larsen, som den ekstreme tur er et støtteprojekt for.

Jegerlober.dk - John Bøhme Dybkjær
John Bøhme Dybkjær

Navn: John Bøhme Dybkjær
Alder: 35
Bopæl/by: Ans (nær Silkeborg)
Beskæftigelse/erhverv: Underviser i biologi og naturgeografi på Silkeborg Gymnasium
Link til web-site: facebook.com

Civil status: gift, 5 børn
Dato for besvarelse af spørgsmål: 22.07.2013
Har løbet i antal år: 12 år

Løberekorder:
5 km: ?
10 km: ?
Halvmarathon: 1 t 45 min
Marathon: 3 t 52 min
————————————————-
Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Jeg begyndte at løbe regelmæssigt for omtrent 12 år siden – da jeg fik mit første barn. Jeg er ud af en familie, hvor mange mænd lider af diabetes type 2, og mit løberi er en del af en livsstil, som gerne skulle holde mig sund og rask gennem hele livet.

Hvor ofte løber du?
Jeg forsøger at løbe 6 gange om ugen som udgangspunkt. Somme tider lykkes det ikke – men så løber jeg bare lidt længere ture. For mig er det ikke afgørende, hvor OFTE, jeg løber – det handler for mig om at løbe så og så mange kilometer ugentligt.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur? 
Det varierer. Alt fra 5 til 30 kilometer – sjældent længere, da det koster alt for megen tid at restituere efterfølgende.

Hvad får du ud af at løbe?
Alt, havde jeg nær sagt. I starten løb jeg primært for at holde vægten nede. I dag er løb det vigtigste krydderi i min hverdag. Jeg elsker at være alene i skoven, at mærke pulsen stige og hjertet hamre, fornemmelsen i kroppen efter at have været i gang i mange timer, at bruge hovedet på de mere tekniske spor og fornemmelsen bag efter, når kroppen falder til ro.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg løber en sjælden gang i mellem sammen med et par venner fra mit adventure-hold, men i bund og grund foretrækker jeg at løbe helt alene i mit eget tempo og i mine egne tanker.

Hvor løber du henne?
Alle steder – bare det ikke er asfalteret  Jeg bor ved Tange Sø og kan godt lide at løbe på træk-stien, fordi den er lidt ”vild” flere steder med rødder og tæt krat. Når jeg har mulighed for det – typisk når vi er i sommerhus – så løber jeg meget gerne langs stranden eller langs de små stier mellem klitterne. At løbe ved havet er simpelthen fantastisk!

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? (Har du dine løbesko med når du rejser?)
Hvis der er tale om en familie-ferie, så pakker jeg sjældent løbeskoene, da løb i forvejen fylder meget i min hverdag. Der skal også være tid til familien somme tider! I sommerhuset, hvor vi er ofte, da tager jeg altid løbeskoene med.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Den perfekte træningstur er i mine øjne i den længere ende af skalaen – dvs. 2 timer eller mere. Den foregår i skoven eller langs stranden, og jeg er helt alene. Jeg løber meget gerne sent om aftenen eller om natten. Der er ligesom noget magisk over dét at være ude i mørket med pandelampen.

Hvad er den længste distance du har løbet? 
Det længste, jeg har løbet uden pause, er 100 km. Det foregik i Tyskland og Østrig under Zugspitz Ultratrail og var på alle måder en stor oplevelse. Terrænet var en større udfordring end distancen, vil jeg sige!

Træner du med et bestemt mål for øje?
Jeg har altid flere mål i sigte! Pt. er mine mål ”Grenen-grænsen-Grenen” til august 2013 og Marathon des Sables 2014.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber, hvad skulle det så være?
Hmmm, der er mange gode råd at give – jeg har selv modtaget mange gennem tiden. Det bedste råd er nok, at man skal lade lysten drive værket og se, hvad det kan føre til – og så gå langsomt frem og ikke forcére træningen. Ret banalt, men ikke desto mindre vigtigt!

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Jeg har flere par sko end min kone, hvad mange synes er ret morsomt. Jeg har ét par til landevejen – Asics Zaraca. Jeg bruger dem meget sjældent. I skoven, stranden og til trail løber jeg primært i Asics Trabuco, Salomon Speedcross, Felcross eller Crossmax. Inov8 Roclite 295 er min favorit pt.

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng?
Jeg har løbet en ”opad”-halvmarathon ved Geiranger i Norge for et par år siden – et fantastisk løb, hvor man løber fra bunden af Geiranger Fjorden og op til toppen af et fjell i 1500 meters højde. Jeg har løbet/kørt et enkelt adventure race i Sverige – og så har jeg løbet et par alpe-ultraløb i Tyskland, Østrig og Schweiz. Og så har jeg løbet træningsture i diverse lande, bl.a Rusland, Skotland og Island.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
Det kommer jo lidt an på kriterierne, man vurderer det ud fra. Jeg tudede, da jeg løb i mål til Swiss Alpine 78k sidste år – ikke fordi det var det hårdeste, men fordi alt bare gik op i en højere enhed undervejs. Første gang jeg deltog i DTU Adventure Race er nok det løb, jeg nødigst vil gentage, da vi simpelthen bare ikke var ordentligt forberedte, og derfor var vi totalt udbrændte halvvejs gennem løbet. Det var et regulært mareridt at gennemføre, men vi var heldigvis alle tre enige om at vi ville gennemføre – koste hvad det ville! Den tur lærte jeg rigtigt meget af, og jeg har trukket på mine erfaringer derfra ved mange løb senere hen.

Hvad motiverer dig? 
Det er vigtigt for mig at have et mål – eller flere – at træne frem mod. Jeg kan jo i bund og grund rigtigt godt lide at løbe, så jeg behøver som sådan ikke nogen ”gulerod” for at komme op af sofaen og ud ad døren.

Jegerlober.dk - John Bøhme Dybkjær efter 20 km løbetur i minus 20 grader
John efter 20 km løbetur i minus 20 grader

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret? 
Jeg elsker faktisk at løbe om vinteren! Det må gerne være rigtigt koldt og bælgmørkt! En af de træningsture, jeg aldrig glemmer, er fra forrige vinter, hvor jeg en aften skulle ud at løbe en 20 kilometers træningstur. Der var minus 20 grader, og mit vand frøs til is i dunkene i løbet af minutter, og jeg var totalt iset til i øjenbryn og skæg, da jeg kom hjem. Der var sågar is på indersiden af mit løbetøj. Min kone tog et billede af mig, da jeg kom hjem. Det var totalt fedt

Hvad er formålet med at du løber?
Det begyndte som sagt som et værn mod sygdom, men i dag løber jeg primært for de mange oplevelsers skyld.

Hvorfor begyndte du at løbe?
For at komme et par ekstra kilo til livs og for at starte en ny og sundere livsstil.

Dyrker du anden motion/sport?
Jeg cykler en del – bl.a fordi jeg har 20 km til arbejde. Jeg klatrer med en kammerat i sommerferien, men dyrker ikke nogen form for organiseret sport. Jeg kan godt lide at træne, når det passer mig og træner som nævnt helst alene.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Det varierer meget afhængig af, hvad jeg træner til og hvornår, der skal toppes. En typisk træningsuge ligger jeg mellem 75 og 100 km, vil jeg sige – og så kommer der et par hundrede kilometer på cyklen oveni.

Er du eller har du tidligere været skadet pga. løb? Hvorfor/hvordan (og hvordan kom du videre/af med skaden)?
Jeg mistede en negl engang – that’s it! Jeg har været helt usandsynligt heldig, må man sige!

Hvordan og hvornår opdagede du at du har et stort talent for at løbe langt? 
Talent er nok så meget sagt. Det handler jo bare om at gide at blive ved samt at kunne abstrahere fra smerterne, når det gør lidt ondt. Faktisk kæmpede jeg længe med at træne mig op til min første ultra – Swiss Alpine 78k. Det lykkedes mig først, da jeg blev tilknyttet en personlig træner, som gav mig redskaberne til dels at strukturere min træning samt lægge en strategi for væske, salt og energioptag på de længere ture. Det var virkelig en aha-oplevelse for mig, og jeg kan varmt anbefale alle at ofre de par håndører, som det koster at få et par objektive briller med på sidelinien. Jeg brugte Christian Madsen fra Ultrarun. At kunne løbe langt handler rigtigt meget om at gøre sig en masse erfaringer og lære sin krop og dens signaler at kende. Det er sagt af mange andre før mig, men ultra handler rigtigt meget om at kunne håndtere sin psyke. Mit ”talent” ligger måske netop i, at jeg er god til at foretage tanke-rejser, eller hvad man nu skal kalde det, i perioder af løbet, hvor det hele bliver lidt hårdt og trælst – for det sker helt uundgåeligt på de lange ture. Jeg ved jo også nu, at kriserne altid får en ende, og så bliver alt godt igen, og man er kommet stærkere ud på den anden side – lidt ligesom mine erfaringer fra DTU Adventure Race, som jeg nævnte tidligere.

Hvorfor løber (og cykler) du projekt Grenen-Grænsen-Grenen?
Af to årsager. Først og fremmest ønsker jeg at hjælpe Patrick, som jeg – og alle andre – synes er blevet uretfærdigt og usympatisk behandlet af Industriens Pension. Kort fortalt, så er Patrick blevet diagnosticeret med kronisk lymfatisk leukæmi, som en kræftform, han kan leve med i en periode – men som med garanti vil forkorte hans liv betragteligt. Pensionsselskabet vil ikke anerkende sygdommen som en ondartet form for kræft og udbetaler derfor ikke de penge til Patrick, som han i alle andres øjne er berettiget til. Jeg håber med dette projekt at kunne skrabe penge sammen til familien, så de i det mindste kan blive kompenseret en lille smule i en i forvejen træls situation. Hvor stort et beløb må tiden vise – det afhænger af opbakningen fra venner og bekendte og folk, som finder projektet og ikke mindst formålet, interessant. Når det er sagt, så laver jeg jo selvfølgelig også projektet, fordi jeg kan lide at udfordre mig selv og i det hele taget bare elsker at opleve verden omkring mig på en cykel eller et par løbesko. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted!

Hvordan forbereder du dig fysisk og mentalt på så lang en tur som Grenen – Grænsen – Grenen? Den mentale del har jeg oparbejdet gennem de løb, jeg har deltaget i gennem de sidste 10 år. Det bliver helt sikkert en stor udfordring at skulle være aktiv nærmest non-stop i en uge, og jeg er meget spændt på, hvordan jeg reagerer. Jeg har jo ikke prøvet det før, så på mange punkter bliver det lidt af et eksperiment. Fysisk handler det jo bare om at få trænet struktureret gennem lang tid. Den store udfordring har faktisk været at finde tiden til det med kone, 5 børn og arbejdet ved siden af. Man lærer at finde ”hullerne” og udnytte dem til snige en masse træning ind i dagligdagen.

Kan du forsøge at forklare hvad du medbringer på din tur (mad, tøj, osv.)?
Jeg har virkelig gjort mig mange overvejelser med hensyn til udstyr og ikke mindst energi. Konceptet er jo, at jeg skal medbringe alt fra start til slut bortset fra væske, som jeg er nødt til at fylde på undervejs. Jeg har væskekapacitet til omtrent 4 liter, så der skal fyldes på et par gange i døgnet. Min rygsæk er en OMM Classic Marathon, som rummer 25 liter. Derudover har jeg besluttet at supplere med en 4 liters fronttaske for at være sikker på at kunne slæbe tilstrækkeligt med energi med på turen. Jeg medbringer müslipakker i portionsstørrelser til morgenmad, hvor der bare skal tilsættes vand. Til frokost og aftensmad medbringer jeg frysetørrede retter (enkeltportion til frokost og dobbeltportion til aften) fra Travel Lunch. De smager ok, mætter fint og er nemme at lave – der skal bare tilsættes kogende vand. Vand koger jeg i et lille Esbit stormkøkken, som drives af sprittabletter. Som supplering i løbet af dagen medbringer jeg 70 gels fra Squeezy – 10 til hver dag. Derudover medbringer jeg en pulverblanding til hver dag fra Hammer Nutrition. Den snupper jeg sammen med aftensmaden for at være sikker på at få tilstrækkeligt med vitaminer, mineraler, proteiner etc. Soveposen er en ultralet Passion One dunsovepose fra Yeti, og jeg tager et letvægts soveposeovertræk med dels for at beskytte soveposen for slitage og dels for at yde lidt ekstra isolation i tilfælde at kolde, fugtige nætter. Så er der til sidst en masse småting så som GoPro kamera, stormlighter, kniv, saks, Tensoplast til fødderne, solcreme- og stift faktor 50, solbriller, ske, vandtæt kajakpose til svømmeturen over Limfjorden og batteri med tilhørende solpanel og kabler, så jeg kan lade min telefon, min ipod, mit kamera og ikke mindst mit ur (Garmin Fënix) undervejs. Med hensyn til tøj og sko, så løber og cykler jeg i Inov8 Roclite 295, tights fra Fusion, kasket fra Craft og en overdel, jeg ikke har bestemt mig for endnu – det afhænger af vejret og bliver først besluttet på dagen – d. 3. august, når jeg kender vejrudsigten. Cykelturen klarer jeg på min Scott Scale 20 mtb, som i anledning af projektet har fået et par semi-slick dæk på.

Hvordan klarer du overnatningerne?
Jeg planlægger kun kortere hvil på maksimalt halvanden til to timer af gangen, hvor jeg bare smider mig i sandet dér, hvor jeg nu er. Min overordnede strategi er at holde mig i gang 18-20 timer i døgnet og til gengæld holde et lavt pace. Cykelturen fra Grenen til grænsen håber jeg at kunne tage i ét stræk med enkelte kortere pauser for hver 100 kilometer, sådan cirka. Det burde kunne gøres på 30 timer, hvorefter jeg vil tage det første regulære hvil, inden løbeturen retur mod Grenen starter.

Er der mulighed for at løbe med?
Ja – det er der! Som et led i indsamlingen har jeg i samarbejde med Rico Eiersted arrangeret et socialt halvmarathon og 7 kilometers løb som afslutning på projektet. Det koster 100,- at deltage, og man kan læse mere og tilmelde sig på www.eiersted.strandby.dk – der løbes langsomt i samlet flok, da jeg nok er ret øm i stængerne på det tidspunkt, og ALLE kan være med!

Hvordan støtter man projektet?
Det nemmeste er nok at besøge projektets Facebook-side – www.facebook.com/patrickbehrenslarsen.grenengraensengrenen og så læse om mulighederne dér. Der vil bl.a være et kontonummer, hvis man ønsker at støtte projektet direkte, og man vil også kunne finde kontaktoplysninger på mig, hvis man eksempelvis ønsker at tegne et kilometer-sponsorat. Derudover vil der være mulighed for at donere gaver, som så bliver en del af en lodtrækningspulje. Lodder til denne pulje kan købes i målområdet ved Det Grå Fyr i Skagen d. 10. august, hvor jeg sammen med deltagerne til føromtalte løb kommer i mål ved 15-tiden. Frem for alt vil jeg opfordre alle til at komme til Det Grå Fyr og tage del i afslutningen på projektet. Der vil være øl og pølser og masser af god stemning – i den gode sags tjeneste

Tidligere “Jeg Er Løbe” portrætter:
Terje Nordberg
Povl Erik Carstensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>