Kategoriarkiv: Jeg Er Løber

Moses Løvstad: Jeg er Løber

Navn: Moses Løvstad
Alder: 37
Bopæl/by: Vesterbro i København
Beskæftigelse/erhverv: Butikschef i Salomon Store
Link til web-site: moseslovstad.com og https://www.facebook.com/trailloeberen

Civil status: Gift og far til 2.
Dato for besvarelse af spørgsmål: 6. januar 2014
Har løbet i antal år: 10

 Løberekorder
5 km: 18:39
10 km: 38:59
Halvmarathon: 1:29:45 (med babyjogger)
Marathon: 3:14-noget
Længere distancer: 50 miles 8:24 – 100 miles 24:00:18

Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Det gjorde jeg i 2004 da jeg søsatte min OL satsning i windsurfing.

Hvor ofte løber du?
5-6 gange om ugen

Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
Jeg løber mellem 35 min. (som jeg har til arbejde) og 3 timer ca. For mig giver det ikke mening at løbe meget længere i den daglige træning.

Hvad får du ud af at løbe?
Følelsen frihed, muligheden for at koble af og samle tankerne, et frirum hvor jeg kan stresse af og selvfølgelig nogen gode snakke når jeg løber med andre

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Har siden i sommers været klubløs da jeg blev smidt ud af min klub Tejn IF fordi de dybest set havde ondt i røven over jeg selv havde succes med at arrangere løb. Syntes ikke jeg mangler en klub da jeg har masser af socialt samværd omkring
min træning og ikke stiller op til mesterskaber. Fællesskabet Danske Trailløbere gør det fint for mig

Hvor løber du henne?
Til jobbet på Amager eller i skovene omkring København. Hjemme på Bornholm når jeg er heldig

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)?
Jeg har altid mine løbesko med når jeg rejser. Også selvom jeg så skal op klokken kvart i kvalme for at nå en tur inden dagens program starter. Både når det er forretningsrejse med Salomon eller ferie med familien.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Den perfekte træningstur var her i december hvor jeg løb rundt om Julsø ved Silkeborg med nogen gode venner. En hel dag med løb, hyggesnak og godt selskab.

Hvad er den længste distance du har løbet?
Det var da jeg gennemførte Tor de Geants med Ravn Hamberg i september 2013. Vi brugte over 138 timer på de 330 km. Med 24.000 positive højdemeter kastet ind

Træner du med et bestemt mål for øje?
Lige nu træner jeg til Spine Race (på 431 km) som starter på lørdag. Her er målet at have en god oplevelse og gennemføre skidtet. På den lange bane er målet at gennemføre de flotteste, længeste og hårdeste trailløb derude.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber, hvad skulle det så være?
Vær ikke bange for at sætte dig store mål og gør så hjemmearbejdet.

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Jeg har relativt brede fødder så mine fødder har det bedst i Altra hvor jeg for tiden løber i Superior og Lone Peak 2.0 modellerne. Ellers er jeg også ret glad for Salomon Fellraiser. Sidste år løb jeg en del i Hoka Bondi B i bjergene men dem tror jeg ikke jeg kommer til at bruge meget i fremtiden.

Løber du med eller uden musik?
Hvis ikke min eller andres sikkerhed er truet af det kan jeg godt finde på at løbe med lyd i ørene. Til Junut (230 km) i april brugte jeg rigtig meget musik men normalt bruger jeg det ikke til løb eller i bjergene. Men frem og tilbage fra arbejde hører jeg tit podcasts som ultrarunnerpodcast.com, Talk Ultra og Trailrunner Nation og danske Trailcast.

Hvor mange penge bruger du om måned/året på løb?
Det har jeg ikke lyst til at regne på ;-) Og min hustru har efterhånden lurret at ikke alt grejet er købt i Harald Nyborg ;-)

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng?
9-10 stykker. Täby Extreme Challenge i Sverige, Trailrun Word Masters og Junut i Tyskland, Ultratrail du Mont Blanc i Frankrig, Südtirol Ultrarace og Tor de Geants i  Italien, Ironman i Schweiz, Ironman 70.3, træning og orienteringsløb i Østrig, Transgrancanaria i Spanien og Endurance Challenge Championships og HURT 100 i USA.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
Helt klart at gennemføre Tor de Geants…

Hvad motiverer dig?
At komme ud og opleve eventyr og prøve mig selv af.

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret?
Jeg løber året rundt og holder faktisk mest af at løbe om vinteren. Sidste vinter var jeg på Hawaii og løbe og denne vinter står den på vinter trilløb i England og Skotland.

Hvad er din største udfordring som løber?
Den største udfordring er at forberede sig til lange løb i bjergene hjemme i flade Danmark. Vi kan måske godt få lidt højdemeter på en lille bakke men ikke de lange vedvarende nedløb som sparker benene væk under en i udlandet

Hvad er formålet med at du løber?
Da jeg startede var det for at komme i form til sejlsport på topplan. Nu er det fordi jeg elsker at løbe og slet ikke kan lade være

Er du medlem af en løbeklub? Hvis ja – hvorfor og hvilken? Hvis ikke – hvorfor?
Det har jeg vist svaret på.

Dyrker du anden motion/sport?
Jeg gå skiture om vinteren når vi er Østrig og om sommeren kører jeg lidt longboard og padler lidt på mit SUP (stand up paddleboard). Og så er jeg begyndt at klatre lidt igen med mine børn.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Typisk omkring 10-15 timer

Er du eller har du tidligere været skadet pga. løb? Hvorfor/hvordan (og hvordan kom du videre/af med skaden)?
Da jeg startede med at løbe fik jeg mange af de klassiske skader fordi jeg ligesom mange andre gik for hurtigt frem. Det mest alvorlige var træthedsbrud i foden i 2008 lige inden VM i triathlon.

Hvad er dine store mål for 2014?
Mine største mål for 2014 er at gennemføre Spine Race(431 km og 12.000 m+ og PTL (303 km og 28.000 m+) sammen med min gode ven Ravn Hamberg. Og så håber jeg på at løbe godt til min 4. gang TransGrancanaria i marts, hvor mange af de bedste danske trail-ultraløbere stiller op.

Hvorfor er du blevet så vild med netop trailløb?
Fordi jeg elsker at færdes i naturen og har gjort det siden jeg var dreng, hvor jeg voksede op på Bornholm og i Grønland.

Hvilket løb har været den største oplevelse? Hvorfor?
Den største oplevelse har klart været Tor de Geants fordi stemningen og naturen er så unik. Man bevæger sig rundt i et fantastisk landskab med udsigt til alle de største toppe i Alperne og lokalsamfundet støtter virkelig massivt op om løbet og er med til at skabe rammerne for hvad det i mine øjne er LØBET

Hvordan finansierer du dine mange løbeture i udlandet?
I 2013 havde jeg er godt samarbejde med Løberen som gjorde flere store rejser muligt. Men vi har ikke bil og jeg ryger og drikker ikke. Det er et spørgsmål om prioritering ligesom prioriteringen af at stoppe noget sundt mad i halsen på sine unger

Kan du forklare lidt om det udstyr du medbringer på dine trailløbeture?
Uh det er er stort emne. Jeg prøver at medbringe så lidt som muligt. Men ude i bjergene har man brug for lidt mere for at holde en sikker, komfortabel og tanket end i et storbymarathon, så det bliver som regel lidt ekstra grej.

Hvad vil dit råd være til løber der gerne vil i gang med trailløb?
Spring ud i det… Opsøg eventyret i dit nærområde, find nogen at dele rejsen og løebeturene med og byg det forsigtigt op. Ting tager tid og det gælder også kroppens tilpasning til større belastninger. Kredsløbet og det muskulære går hurtigt men sener og tilhæftninger mv. skal bruge noget længere tid til at tåle belastningen. Men det vigtigste er er nok at gøre det man syntes er sjovt og huske at lytte efter ens krop (hvilket heller ikke kommer over natten). Start med at komme ud og løbe nogle af de lækre løb vi har i Danmark…

 

Jesper Kenn Olsen: Jeg er Løber

Navn: Jesper Kenn Olsen
Alder: 42 år
Bopæl/by: Malmö (træner og skriver i Malmö, men har firma og hjemmeadresse i Nordsjælland).
Beskæftigelse/erhverv: Foredragsholder, forfatter, professionel ultraløber.
Civil status: Single
Har løbet i antal år: 31 år
Link til web-site: www.worldrun.org

Løberekorder:
5 km:
10 km: 31.29 min
Halvmarathon: 1.08.10t
Marathon: 2.27.57t
100km: 6.58t
6 dage: 780 km

Dato for besvarelse af spørgsmål: 13. oktober 2013

Jesper Kenn Olsen under  World Run 2 i Andesbjergene
Jesper Kenn Olsen under World Run 2 i Andesbjergene

Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Fra 1982.

Hvor ofte løber du?
Det afhænger helt af målet for min træning:
Hvis det er motionstræning, for at holde mig i form, så er det 5-7gange pr. Uge; ca. 70-90km ialt.
Hvis det er med henblik på et ultraløbsstævne, så er det 2-3gange pr. dag, ca. 250-350km/uge.
Hvis det er som forberedelse til WR, så er det 1-2 gange pr. dag, ca. 300-350km/uge.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
Se de 3 typer træning ovenfor.
a) 10-20 km
b) 10-80 km (der findes ikke noget ”typisk” i en ultratræning)
c) 30-80 km


Hvad får du ud af at løbe, og hvad motivere dig?

Naturoplevelse, livsglæde, glæden ved at konkurrere mod og med andre, at udvikle mig fysisk og mentalt gennem udfordringer, venskaber, kulturelle oplevelser og at se verden fra en anden vinkel. Samt fascinationen ved at opleve, at grænserne altid rykker sig for, hvad vi fysisk og mentalt kan præstere, hvis vi giver os selv tid og motivation nok. Samt at sætte nye rekorder.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Ja og nej. Det kommer an på træningen. Jeg startede i de tidlige 1980’ere som klubløber efter et par måneders selv-træning først. Kammaratskabet, det sociale og udfordringen i at træne med andre er et stort plus ved at løbe i klub. Men fra og med de første internationale ultramesterskaber i 1999, har jeg overvejende trænet alene. Træningen er simpelthen for specifik til at det normalt går at passe ind i klubtræning, hvis vi taler eliteniveau.

Hvor løber du henne?
Danmark, Sverige – eller hvor jeg befinder mig. De sidste ca. 10 år har jeg haft min ’anden adresse’ i Sverige, bl.a. pga. de store muligheder for afvekslende natur og omgivelser på de daglige træningsture. Mens jeg boede i København i 1990’erne, har jeg boet 6-7 forskellige steder. Afveksling i træningsomgivelser betyder meget for mig! De første 5-7 km af en træningstur bliver let de samme, og træner man 2-3 gange pr. dag, kommer lysten til ”at se nyt” hurtigt.

Løber du når du er ude at rejse?
JA.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Der findes ikke nogen ”perfekt” træningstur for mig. I princippet kan enhver træningstur være perfekt: Silende regn, højt solskin i Sahara, snestorm i Finland … Det kommer an på den indre tilgang. Om du vælger at denne tur skal blive perfekt. Og at du vælger at yde dit optimale. Så kommer belønningen også.

Hvad er den længste distance du har løbet?
I træning: 80 km. I konkurrence: 780 km (6 dages i Nice). Undervejs i World Run: 201 km (sidste etape på New Foundland).

Træner du med et bestemt mål for øje?

Ja. Jeg er meget dårlig til at træne uden et mål. Men relativt god til at nå mit mål, når jeg har sat mig et.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber, hvad skulle det så være?
Nyd din træning. Uden træningsglæde kommer ingen af de andre ting i træningen. Dernæst: sæt dig de mål, du drømmer om, og træn langsigtigt og beslutsomt frem mod dem.

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Fra 1983 til 2007: Asics; sponsoreret af dem fra 1999-2007.
Fra 2007 til 2012: Ecco; sponsoreret af dem fra 2007-2012.
For afvekslingens (og nysgerrighedens) skyld har jeg gennem årene på 5-10 % af træningen løbet med andre mærker på nogle af de kortere træningsture: Saucony, New Balance, Addidas, Hoka. (Nike er det eneste mærke, jeg ikke løber godt i, men det er jo en helt individuel ting).

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke? og i hvilken sammenhæng?

44 lande. De fleste undervejs på World Run 1 & World Run 2.
England, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Sverige, Finland, Rusland, Japan, Australien, Usa, Canada, Irland, Norge, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Syrien, Jordan, Egypten, Sudan, Etiopien, Kenya, Tanzania, Mozambique, Swaziland, Sydafrika, Chile, Argentina, Peru, Equador, Colombia.

(Samt Grækenland, Adzabjadjan, Spainen, Italien, Østrig, Sweitz, Færøerne og Marokko, under turistbesøg).

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
At komme fra ”ikke at løbe” til at gennemføre mit første 10 km løb. Det spring i udviklingen som løber, tror jeg stadig er det sværest; uanset hvor langt man senere kommer til at løbe.
Men næst efter det: At komme levende gennem at løbe 1.3 år ned gennem Afrika fra Sinai Ørkenen til Cape Town, som del af World Run 2. Der er ingen, som siden har løbet det stykke og gennemført (eller før).

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret?
Der bliver trænet, på samme måde som der bliver trænet om sommeren, foråret el. efteråret. Vi har i Danmark ikke -40 c som i Sibirien. I stedet har vi privilegiet, at vi får en automatisk forandring af hvordan vores træningsområder ser ud (hvis der kommer sne), så det aldrig bliver kedeligt. Mange veje bliver endda ryddet og de fleste større byer har cykelstier at løbe på. Hvor er undskyldningen for ikke at løbe lige så meget og lige så godt, om vinteren?

Hvorfor begyndte du at løbe?
Af nysgerrighed. Samt fordi jeg er fascineret af, hvor ”ren” en sport løb er: Der er ikke ret meget andet end dig selv og dit mål! Ikke så meget teknik, ikke så meget dyrt udstyr, ikke så mange undskyldninger for ikke at kunne yde dit bedste.

Dyrker du anden motion/sport?
Inden jeg begyndte at løbe dyrkede jeg på klubplan badminton, tennis, svømning og basketball. Og ’for sjov’ squash, alpint skiløb og cykling. Efter jeg begyndte at løbe har jeg i en periode dyrket boksning i klub (CIK, Amager) 5-6 dage om ugen som et fysisk supplement til de mange timers lidt ensidig løbetræning, mens jeg løb marathon og 100 km på eliteniveau.
Efter at være gået over til ultraløb og specielt at være blevet ultraløber på fuldtid/professionel, har der desværre ikke været så meget tid til anden sport. Det er egentlig det eneste, jeg savner ved den tilværelse.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Undervejs på World Run 1 & World Run 2 har jeg løbet ca. 1000 km pr. måned. Men det varierer efter hvor vanskeligt terrænet og logistikken er; Afrika var langt under; Australien og Europa over.

Hvordan/hvornår fandt du ud af, at du er udsædvanlig god til at løbe (langt)?
Efter jeg løb marathon i ’85 (som 15-årig). Året efter fandt jeg på ideen om at lave en 50 km træningsrute og prøve at se, hvordan jeg løb på den. Men blev rådet til at vente af mine 20-30 år ældre træningskammerater. Der var ikke noget der hed ”ultraløb” dengang herhjemme, så de troede, at det var for farligt. Og det var vist fornuftigt nok, for man bør vente med ultraløb til kroppen er helt udvokset. Men min fornemmelse var, at jeg var klar til det, fysisk og mental, også dengang.

Hvad skal der til for at man kan gennemføre så langt et løb som WorldRun?
Tålmodighed. Planlægning. Glæde ved at løbe. Det sidste er lige så vigtigt som de to første! Men også en dyb respekt for kroppen. Hvis du tror at det er ”pain is temporary – pride is forever” taktikken som gælder, så går vejen direkte til permanente skader. Som det desværre også skete for nogle af de andre deltagere i projekterne. Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er at lytte til og forstå kroppens signaler. Uden det kan man være så stærk det skal være og mentalt stålsat; men hvis man slider kroppen op på de første 5-10 000 kilometers løb, så ser man aldrig målstregen et par år senere.

Hvordan fik du ideen til WorldRun?
Det er en lang historie, men den korte version er, at jeg hørte om en engelsk løber, som havde forsøgt at løbe omkring jorden, men var blevet opdaget af nogle engelske journalister hjemme i London, mens han påstod, at han løb ude i Asien (og iøvrigt ikke havde nogen større baggrund med løb). Jeg tænkte: ”Det MÅ kunne lade sig gøre. Hvis man forbereder sig grundigt, gør det ærligt hele vejen og bruger gps-udstyr mv. til at dokumentere sit løb”. Så jeg brugte 2½ år på at forberede mig, lavede 2 træningslejre med andre ultraløbere fra Europa, Rusland og Nordamerika, samlede sponsorer, solgte min lejlighed og bil for at få den sidste financiering på plads, og startede d. 1. januar 2004 fra Greenwich, London.

Hvordan fandt du motivationen til WorldRun 2?
Nysgerrighed. Der var ingen, som havde gennemført et Nord-Syd løb omkring jorden, lige som ingen havde gennemført et løb Øst – Vest (eller nogen anden vej) inden det første WR. Og så lysten til at sætte Danmark på landkortet ifht. ultrarekorder. Det var den sidste af de rekorder, som var tilbage efter jeg havde gennemført World Run 1 i 2005.
Pt. er der 2 løbere undervejs ad samme rute, en irer og en amerikaner, men at blive de første, det er det lidt for sent til nu. Den rekord beholder Danmark, og det synes jeg er sjovt, når vi nu er et så lille land, både geografisk og generelt i ultrasporten.

Kan du kort opridse reglerne for World Run 1 og 2?
Reglerne for World Run 1 & World Run 2 var ens: 4 kontinenter, som hver krydses i løb hele vejen. Der startes på et yderpunkt, og sluttes på det fjerneste yderpunkt. Undervejs må der ikke springes dele over, dvs. at punktet hvor man stopper sit løb en dag, skal matche det punkt man begynder den næste dag indtil kontinentet er krydset.
Alt realistisk dokumentation bruges; dvs. gps-udstyr som tracker og sender ens løb til websitet (her www1.worldrun.org ved World Run 1 & www.worldrun.org ved World Run 2), fotos af start, mål og punkter undervejs på hver etape, logbog online og ’gammeldags’ nedskrivning for alle etaper m. start- og slut tidspunkt, præcis stedsangivelse, tid og distance for etapen mv. Samt at løbet til enhver tid er åbent for andre løbere, som har lyst til at løbe med 1 km eller en 1 måned eller længere.
World Run 1 gik gennem Europa, Asien (Rusland & Sibirien), Australien og Nordamerika. 26.232 km.
World Run 2 gik gennem Europa, Afrika, Sydamerika og Nordamerika. 37.000 km.

I princippet var det daglige gennemsnit sat til 50 km pr. dag, med en hviledag pr. måned, men i WR2 var forholdene så vanskelige, specielt i Afrika, at jeg efter Sudan og Sahara ørkenen måtte begynde at sænke gennemsnittet lidt og i nogle måneder tage flere hviledage i træk. Malaria, dystenteri samt to operationer i højre arm undervejs var vanskelige faktorer, sammen med en infrastruktur, hvor vand, el. og stabile madforsyninger på lange stræk ikke fandtes. Derfor kom der også en længere pause efter delmålet i Cape Town var nået, for at kroppen og mentaliteten kunne komme sig lidt.

Hvad har været din største oplevelse under World Run?
Den afsluttende etape på godt 200 km i World Run 2. Jeg var på det tidspunkt så træt og havde i månedsvis løbet på det allersidste hårsstrå, så at sige; både fysisk og motivationsmæssigt, så jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. Det er altid en spændende rejse ind i vores fælles kapacitet, når det alligevel kan lade sig gøre, og kroppen viser os, at der er uendeligt mere kapacitet, end vi normalt aner. I dét tilfælde blev det til 27 timers nonstop løb gennem en canadisk dag, nat og regnfuld morgen, inden jeg pludselig var ved målet – mere frisk og glad end jeg havde været siden etaperne i Sydamerika!

Hvordan har du kunnet holde dig skadefri igennem så lang tid?
Jeg tror det handler meget om at respektere kroppen (som nævnt tidligere). De fleste skader viser sig mere end en uge i forvejen som små symptomer, små indikationer på at noget i kroppen ikke fungerer optimalt. Hvis man træner sig til at opfange de signaler, og reagerer på dem og lære af sin og andres erfaringer, så er det meget få ting, som ikke kan undgåes indenfor skader. Men det handler også om at træne langsigtet. Des mere langsigtet, og des mere tålmodigt man træner op, des bedre mulighed får kroppen for at tilpasse sig.

Personligt bruger jeg derudover en del skadesforebyggende øvelser dagligt, fx. styrkelse af fodmuskulaturen og koordineringen – da det jo er det eneste punkt, som tager 100 % ’impact’ når vi løber. En svaghed eller ustabilitet her forplanter sig hele vejen op gennem kroppen og skaber mulighed for skader.

Hvordan finansierer du så lange løbeture/rejser?
Før det første World Run solgte jeg min lejlighed og min bil, samt fandt en række små produktsponsorer. Det er jo altid vanskeligt at finde sponsorer, når man endnu mangler at nå de store resultater.
Inden det andet World Run kom sponsorerne selv og spurgte, om der var mulighed for at lave en kontrakt. Det giver en helt anden forhandlingssituation, og World Run 2 var i princippet fuldt sponsordækket trods budgettet på ca. 200.000 euro.

I mit liv herhjemme sørger jeg også for ikke at bruge ret mange penge, hvis jeg ved, at et projekt venter. Både giver det en økonomisk stødpude, hvis noget uforudset skulle ske undervejs. Dels er det en god øvelse i det sparsommelige liv man lever i store dele af resten af verden, og derfor også selv bliver nødt til at leve undervejs på World Run for at opleve kulturerne på deres egne præmisser, og ikke fornærme dem ved at være ’en rig vesterlænding’.

Hvad var den største forskel mellem World Run 1 og World Run 2?
Logistikken. Sydamerika og Afrika er så forskellige at løbe igennem, og leve i i de år det tager at nå igennem, at jeg knapt kunne forestille mig det inden. I World Run 1 var det først og fremmest selve det at løbe, jeg skulle koncentrere mig om. Hvor det hurtigt blev 1. prioritet ”at overleve” til næste uge, da jeg var kommet et par lande ind i Afrika. Når man lægger 30-60 km løb oven i det, samt at organisere World Run 2 fra sit telt, bliver det en vanskelig opgave.

Hvordan har du håndteret afsavn/fravær fra familille og venner på så lange ture?

I mange tilfælde besøgte de mig undervejs; det er jo en god mulighed for at se andre dele af verden for dem!
Samtidig gør IT-udviklingen de sidste 8-10 år, at du næsten kan være i kontakt med enhver på kloden, uanset hvor du befinder dig. Måske lige bortset fra måneden undervejs gennem Saraha Ørkenen, de øde områder på savannerne i Østafrika og de første 1500 km nede på spidsen af Sydamerika.

Hvordan finder du motivation til at løbe efter World Run 1 + 2 når du er kommet hjem?
Godt spørgsmål; det er nogle gange svært! Men man kan jo stadig finde nysgerrighed ifht. sin egen træning, jeg skal blot anstrenge mig lidt mere :-)

Hvad er dine næste planer (World Run 3?)?
Det kan man læse et lille hint om i slutningen af World Run 2-bogen, Kunsten at ville

Hvis du skulle give et/flere råd til andre løbere, der skal ud på en lang løbetur a la dine World Run-løb, hvad skulle det så være?
Forbered dig godt. Brug mange år til at lære din krop og din sport grundigt at kende. Lav den logistik der skal til, så du ikke står og pludselig skal løse problerne, mens du løber i et bjergpas eller midt i Sibirien; for det er dét, som ellers vælter læsset, for de der har forsøgt. Og tro på dig selv, når du først har baggrunden i orden. Lad være at tænke, at fordi du kommer fra et lille land, eller ikke tidligere har lavet noget lignende, at så kan det ikke lade sig gøre. For det kan det, så længe du nægter at give op!

Du har tit selskab, når du løber, både af folk du kender og ikke kender. Hvad betyder det for dig?
Det at dele sporten med andre er en af de store kvaliteter ved løb. Der er få andre sportsgrene, hvor man som i vores, kan dele glæden fuldstændigt uanset om dem man løber med taler samme sprog, har samme kultur eller har samme baggrund som en selv. Og man får jo mere end dobbelt så meget motivation, hvis man er to eller flere, som deler en træningtur.

Konkurrence: Vind bogen Kunsten at ville af Jesper Kenn Olsen
Læs flere løbeportrætter

Jannik Vester Henriksen: Jeg Er Løber

Navn: Jannik Vester HenriksenJannik Henriksen
Alder: 35 år
Bopæl/by: Viborg
Beskæftigelse/erhverv: Instruktør ved Forsvaret
Civil status: Gift

Løberekorder:
5 km: 18 minutter og noget
10 km: 00:38:56
Halvmarathon: 01:36:xx
Marathon: 03:09:26

Dato for besvarelse af spørgsmål: 16/09 2013

Hvornår begyndte jeg at løbe regelmæssigt og hvorfor startede jeg?
Jeg har løbet mere eller mindre struktureret i godt og vel 13-15 år og startede dengang med at løbe da jeg skulle ind til forsvaret. Men for ca. 6 år siden blev det en større og større del af min hverdag at komme ud i løbeskoene.

Hvor ofte løber jeg?
Til at starte med var det den ret rutineprægede tur rundt om Søndersø i Viborg, der blev tilbagelagt 3 gange om ugen. Siden da er turene blevet øget i antal til 5-6 gange om ugen, samt blevet noget mere varieret, både ift. omgivelser og distancer.

Hvor langt løber jeg typisk på en løbetur og på en uge?
Distancerne veksler fra en kort 4 km tur med hunden til 35+km eller sågar et stille hygge marathon, der løbes som et socialt langturs pas uden fokus på tiden. De fleste af mine ture ligger typisk mellem 8-15 km og jeg lander ofte et sted mellem 70-85km pr. ugen.

Hvor løber jeg henne?
Jeg løber en god blanding af asfalt og trail/skov, dog med større og større fokus på turene i skoven da jeg elsker at komme ud og dufte til og ”mærke” naturen.

Hvad får jeg ud af at løbe og hvad motiver mig?
Til at starte med var løbet primært for at holde mig i form og min motivation var helt klart at løbe den hurtigste 5 km eller længst på en coopers test. I dag har fokus ændret sig til at jeg finder større glæde ved at løbe de lange pas hvor den mentale faktor får større og større betydning jo længere man løber.

Hvordan holder jeg mig i gang om vinteren?
Netop min glæde for naturen gør nok også at jeg ikke har de store issues med at komme af sted på de blæsende, kolde og våde dage.

Nogle af de flotteste natur oplevelser jeg har haft, er under løbeture om vinteren, især tidligt om morgenen hvor solen begynder at stå op.

Løber jeg i klub? Hvorfor/Hvorfor ikke?
Jeg er ikke medlem af en løbeklub da mine løbetur sjældent er skemafaste og skal passes ind i hverdagen, hvor der nu er bedst tid og plads. Dog overvejer jeg at melde mig ind i en løbeklub for at få noget kvalitets interval træning, for det er jeg rigtig dårlig til at tage mig sammen til, men jeg kan nu godt lide at det ikke er så skemafast…

Træner jeg mod et bestemt mål?
Egentlig ikke og alligevel jo.. Mit overordnede mål er nok at se hvor langt kroppen kan ”presses” uden at det er direkte destruktivt. Men dette mål er meget diffust og svært anskueligt, hvorfor jeg er begyndt at sætte mig forskellige delmål. Disse kan så være et ultra trail løb, et 24 timersløb eller Marathons med fokus på det sociale.

Har jeg været skadet? Hvorfor/hvordan og hvorledes kom jeg videre?
Mit løb har dog ikke altid været uden problemer og jeg har af et par gange døjet med skinnebens betændelse samt ømme/smertende knæ når distancen kom over de 15-18 km. Men under en skadesperiode lavede jeg en større omgang ”power googleing” og startede en genoptræningsfase op med minimalist/”barfods” sko, samt en ændring af min løbestil så jeg i dag lander fremme på flad fod.. Denne overgang fik så lige en letter opstramning under et visit hos posemand.dk.

For mig har denne omlægning betydet at jeg de sidste 3 år har været skadesfri.

Hvilke sko løber jeg i?
Grundet min omlægning af løbestil løber jeg stort set udelukkende i zero drop sko som New Balance Minimus, Vibram fivefingers eller Vivobarefoot.

Hvad er det længste jeg har løbet?
Min distance PR på 110 km kontinuerligt løb (under hærvejsløbet) og 171,3 km ved 24 timers løbet i Viborg.

Beskriv den perfekt løbe/træningstur?
Den perfekte løbetur, hvis en sådan overhoved findes, må være dem hvor man bare er i flow under hele turen og slet ikke bemærker hvordan kilometerne bare ruller af sted under ens fødder og man bare suger indtryk til sig. DET er en god tur!

Hvad har været den største løbeudfordring/bedrift?
Min største løbeudfordring har nok været Hærvejsløbet, hvor jeg havde planlagt at løbe den fulde distance på 297,5km fra Flensborg til Viborg. Men det faste pace på 6min/km var en større udfordring end ventet, især mentalt, for der er ingen muligheder for små kriser eller korte gå pauser under vejs. For ”toget” kører altså med 6min/km og står du af vognen, blot for et øjeblik, så er den kørt.

Hvorfor ville jeg løbe dette ”projekt”?
Hvorfor jeg lige ville løbe dette løb er svært at sige, men jeg tror det har været hele udfordringen i det. De 297,5km, den fastlagte pace, de skema styrede starttidspunkter og så også den historiske del af turen langs den gamle hærvej. At løbet var så styret på tid og etapeskift gjorde også, at det var rigtig let at have support med på turen.

Hvordan og hvornår opdagede jeg at jeg kunne løbe de lange distancer?
Jeg har for nogle år siden, under et kursus ved hæren, opdaget hvor langt jeg mentalt kan presse mig selv, så nu hvor jeg løbemæssigt også kan tage de helt lange ture var der ligesom lagt op til det.

Hvordan forbereder jeg mig fysisk og mentalt på sådan en lang tur som hærvejen?
Den fysiske del af at løbe et løb som hærvejsløbet (den fulde distance) er, i min optik, relativ let at træne. Der skal ”bare” mange ture til, gerne lange og gerne flere om dage. Jeg løb ofte 6-8km i løbet af formiddagen og så en 10-15km igen om aften med en rolig tur dagene imellem og så en længere tur i weekenderne.

Den mentale del var lidt/noget svære at forberede sig på, for jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, hvilket betød at jeg heller ikke viste hvad jeg kunne forvente… udover at blive træt…

Hvad havde jeg med på turen og hvordan håndterede jeg det?
Selv løb jeg med et væskebælte med ½L vand og en lille 125ml dunk med flydende energi. Imens kørte mine kammerater frem til næste etapeskift, klargjorde en ny vand og energi dunk til mig, samt stod ved bilen med alt mit ekstra tøj og det var faktisk alt mit løbetøj der var med. På den måde kunne jeg koncentrere mig mest muligt om at løbe og mindst muligt om alt det andet. Jeg blev virkelig vartet op efter alle kunstens regler. 

Hvad gik galt siden jeg ikke gennemførte?
Desværre gled jeg i noget mudder ved ca. 75-80 km og landede på det ene knæ… Umiddelbart var der ikke noget og jeg løb videre, men ved de 110km gjorde knæ og lår ondt og jeg kunne ikke følge med de andre. Jeg blev derfor hentet ude på ruten og kørt ind til næste depot, der var et af de lange med 30 min pause. Her fik jeg, sammen med en kammerat, kigget på knæet, der viste sig at være hævet og gjorde ondt når det henholdsvis blev bøjet eller strakt… Efter en del voteren blev vi enige om at ”trække stikket” og køre hjem. Dagen efter viste det sig, heldigvis, ikke at være slemt eller alvorligt med knæet og vi kørte ud igen så jeg kunne løbe de sidste 2 etaper ind til Viborg.

Løber jeg igen?
Ja det gør jeg. Skaden viste sig, som nævnt ovenfor, at være relativ banal, hvorfor jeg efter få dages ro igen var ude i løbeskoene… Dog på nogle meget stille ture den første uges tid.

Har jeg mod på at prøve kræfter med hærvejsløbet igen?
Rent mentalt vil jeg kunne sætte mig bedre op til hærvejsløbet næste år, hvis jeg vælger at forsøge mig igen. Dette grundet at jeg fra i år ved hvad jeg kan forvente mig, samt at jeg har gennemført 24 timersløbet i Viborg som sololøber, hvilket har givet mig en langt større erfaring vedr. det at være i gang over så mange timer.

Så umiddelbart vil jeg sige ja… Jeg har mod på at prøve igen, om det lige bliver næste år ved jeg ikke.

Hvis jeg skulle give et godt råd til en anden løber?
Hvis der kom en anden løber og spurgte efter råd, så ville jeg nok sige at, det vigtigste ved løb er at det gør en glad… Hvis man finder stor glæde i at jagte den hurtige 5km tid – så er det det man skal jagte, finder man stor glæde i en hygge tur 2-3 gange om ugen med vennerne – så er det det man skal gøre.. Begynder man først at løbe efter nogle mål andre har sat op for én, så bliver det ofte en sur pligt der sjældent giver resultater.

Tidligere indlæg kan ses her

Sara Sig Møller: Jeg Er Løber

Navn: Sara Sig Møller
DSC_3769 Alder: 29
Bopæl/by: Nørrebro, København
Beskæftigelse/erhverv: Studerende Kandidat i Human Ernæring (færdiguddannet nov. 2013)
Link til web-site/blog: www.sarasig.blogspot.com

Løberekorder:
5 km: 16:12
10 km: 34:51
Halvmarathon: 1:15:09
Marathon: –

Civil status: Samboende med Jakob Hannibal Klausen (tidligere eliteløber)
Dato for besvarelse af spørgsmål: 11.09.2013
Har løbet i antal år: 3 år med kun løb, 9 år hvis man tæller årene med hvor jeg dyrkede triatlon

Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Jeg startede med at løbe på motionsplan i 2004. Jeg havde meldt mig ind i et fitnesscenter, og lige så langsomt begyndte jeg at træne mere og mere.

Hvor ofte løber du?
Når jeg ikke er gravid, som jeg er nu, løber jeg ca. 12-13 gange om ugen. Dvs. i hverdagene er det hver morgen og aften.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
Mine morgenture er typisk mellem 7-9 km, og mine eftermiddagsture mellem 10-13 km, så jeg de fleste dage rammer ca. 20 km. (i snit). Jeg løber aldrig rigtig lange ture, da jeg træner efter det princip at sprede belastningen ud så meget som muligt.

Hvad får du ud af at løbe?
I hverdagen hvor jeg også går i skole, er mine løbeture mit fri rum, hvor jeg får noget frisk luft, og får lov til bare at tænke på ingenting. Jeg synes at det giver mig mere overskud i hverdagen når jeg løber, og jeg nyder at mærke kroppen arbejde.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg løber i Sparta, men bruger som sådan ikke klubben i den daglige træning. Jeg løber meget hurtigt på alle mine ture, og er sjældent villig til at gå på kompromis med hverken tempo eller turens længde. En gang imellem når jeg træner intervaller tager jeg ind og træner med Claus Hechmanns gruppe, da der her er nogle der passer godt til mit tempo. Derudover kan det også blive lidt ensomt at løbe så meget alene, derfor er det rart at se nogle andre mennesker til træning….

Hvor løber du henne?
Jeg bor på Nørrebro, og derfor er de fleste af mine ture med udgangspunkt i her. Dvs. at jeg løber mange ture omkring søerne, Grøndalsparken, Utterslev Mose og Kastellet. Tid løber jeg også fra Østerbro og her går turen tit til Charlottenlund og Hellerup og ned forbi Tuborg Havn.

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)?
Jeg har altid mine løbesko med når jeg er ude at rejse, da træningen jo skal passes året rundt når man er eliteløber. Det er derfor oftest vigtigt for mig at ferien går til et sted hvor det ikke er helt umuligt at løbe.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Jeg kan rigtig godt lide at komme lidt væk fra byen og løbe nogle ture, så der hænder at jeg tager en tur til Dyrehaven eller Bagsværd/Lyngby Sø. Her har jeg nogle rigtig gode ture! Så ude i naturen på en dejlig forårsdag, må være noget af det bedste jeg kan tænke mig!

Hvad er den længste distance du har løbet?
Inden jeg blev eliteløber dyrkede jeg triatlon på eliteniveau, og i 2009 lavede jeg en Ironman, så i den forbindelse løb jeg et maraton. Det er den eneste gang jeg har løbet et maraton. Jeg har flere gange løbet 30 km i triatlon konkurrencer, samt et par enkelte gange til træning, da jeg dyrkede triatlon.

Træner du med et bestemt mål for øje?
Lige nu står den mest på vedligeholdelsestræning, da jeg er halvvejs henne i min graviditet. Så lige nu er der ikke noget bestemt mål for øje. Jeg skal føde i starten af februar, og så må vi se hvordan 2014 bliver for mig rent løbemæssigt. Det vigtigste for mig er at jeg har tid og overskud til mit barn, så jeg vil ikke jage noget igennem.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber, hvad skulle det så være?
At kontinuitet i træningen er noget af det allervigtigste for at holde sig skadesfri, og få en god oplevelse med at løbe.

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Jeg løber i en neutral sko. Jeg har en tendens til en lille smule forfodspronation, men Kaiser Sport er rigtig gode til at hjælpe mig med løsninger! Jeg har tidligere løbet rigtig meget i Adistar Ride fra Adidas, men der er nu udgået, så nu bruger jeg i stedet Supernova Glide fra Adidas. Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Adidas sko, og de passer min fod godt!

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng?
I min triatlon karriere har jeg løbet i rigtig mange forskellige lande over hele verden. Efter jeg er blevet løber har jeg løbet i forskellige lande i Europa i forbindelse ed forskellige stævner.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
I forsommeren 2013 løb jeg et 5000 meter baneløb i England hvor jeg satte ny PR (16min12sek). Det er en tid jeg er rigtig stolt af, da jeg i tiden op til løbet havde døjet meget med smerter i den ene fod, og det var derfor langt fra et perfekt løb. Derfor ved jeg at der er meget mere at komme efter, og nok også en grund til at jeg ikke helt er parat til at ligge min løbekarriere på hylden.

Hvad motiverer dig?
Når jeg kan se fremgang i min træning fra uge til uge. Jeg synes det at fedt at se hvordan kroppen udvikler sig, og tager imod de udfordringer man byder den. Derudover bliver jeg også motiveret af mine konkurrenter. Dvs. hvis jeg ser at de har lavet et godt resultat tænker jeg, at det må jeg gøre bedre!

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret?
Jeg løber året rundt. Hvis vinteren er meget slem bliver det til mange ture på løbebånd, men vinteren er ofte den periode hvor der er allerflest km, så nogen gange kan det godt være en rigtig lang vinter!

Hvad er formålet med at du løber?
Jeg løber for at kunne stille op i konkurrencer. Jeg nyder at have det mål med min træning, og hvis jeg ikke har et mål kan jeg godt have lidt svært ved at sætte mig op til træningen. Jeg vil gerne kunne forbedre mine tider fra år til år, så jeg går altid ind i en ny sæson med en ambition om at øge niveauet i forhold til det foregående år.

Hvorfor begyndte du at løbe?
Jeg tror jeg begyndte for at holde mig i form. Her er løb jo virkelig taknemmeligt fordi det ikke kræver så lang tid, og ikke andet end et par gode løbesko.

Dyrker du anden motion/sport?
Lige nu dyrker jeg en del spinning ved siden af mit løb, fordi det aflaster min bækkenbund her i graviditeten. Allerede nu hvor jeg kun er halvvejs i graviditeten er det begyndt at presse, og det er derfor ikke altid lige rart at løbe.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Normalt løbet jeg ca. 120-130 km. om ugen. Jeg har tre intervalpas med en samlet intensiv mængde på 16-18 km.

Er du eller har du tidligere været skadet pga. løb? Hvorfor/hvordan?
Jeg har været meget skadet i forbindelse med løb. Jeg har haft tre stressfrakturer, to i korsbenet og et i skinnebenet. Det var mere hårdt end jeg havde regnet med at skifte fra triatlon til løb, og jeg brugte lang tid på at komme af med alle skaderne. Når jeg har skullet genoptræne efter en skade har noget af de vigtigste for mig været at tage det MEGET langsomt med progressionen i km, og jeg har brugt mange måneder på at komme tilbage til niveauet før skaden. Men sådan er gamet, der er ikke nogen let vej uden om genoptræning, man kan ikke springe nogle trin over. For at holde min form ved lige har jeg brugt meget crosstrainer og spinning.

Hvordan og hvornår opdagede du, at du har et særligt og meget stort talent for at løbe?
Kort efter jeg var startet med at løbe kunne jeg godt se at jeg løb hurtigt uden den helt store træning. Jeg blev medlem af Aarhus1900 og begyndte at løbe med dem, og det gik meget hurtigt fremad. Jeg startede med at dyrke duatlon og allerede efter mit første DM blev jeg udtaget til EM pga. mine løbetider. Så der vidste jeg godt at der nok vare mere at komme efter.

Hvornår og hvordan blev du professionel atlet?
Jeg er og har aldrig været professionel, men har altid studeret ved siden af at jeg har dyrket min sport. Til november 2013 er jeg færdig med at læse, så der kommer hverdagen nok til at se lidt anderledes ud når jeg får et job, samt har et lille barn. På den måde er det jo meget fleksibelt at være studerende.

Hvordan forbereder du dig fysisk og mentalt til konkurrencer?
Det er vigtigt for mig at gøre det som jeg plejer, samt at have nogle mennesker omkring mig som jeg kender og føler mig tryg ved. Fysisk trapper jeg træningen ned i tiden op til konkurrencer, og det er også med til at indstille kroppen mentalt på at der snart skal ske noget stort.

Stiller du til start ved VM Halvmarthon 2014 i København? Hvis ja – hvilke drømme og mål har du med din deltagelse?
Det var planen at jeg skulle løbe VM i 2014, men da jeg føder i februar måned er det nok en lille smule urealistisk at blive klar til. Jeg var ellers startet mine forberedelser i år ed to halvmaratons i foråret, og nogle tider der var rigtig lovende. Men lige nu glæder jeg mig virkelig meget til at blive mor, så det overskygger klart at jeg ikke kommer til at deltage alligevel.

Klaus Rothstein: Jeg Er Løber

Klaus Rotstein er forfatter og journalist og bl.a. kendt for bogen “Frisk Fisk Til Inkaen – 42 essayes om det lange løb

Navn: Klaus Rothstein
Alder: 49
Bopæl/by: København
Beskæftigelse/erhverv: Forfatter, journalist, redaktør
Link til web-site/Endomondo profil eller andet: -

Civil status: GIft
Dato for besvarelse af spørgsmål: 18.7.2013
Har løbet i antal år: Snart 40, hvis vi tager det hele med
Løberekorder
5 km: 21, tror jeg
10 km: ??
Halvmarathon: 1.45, tror jeg
Marathon: 3.57
Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt? 
Jeg begyndte at løbe som dreng, men først regelmæssigt engang i 80’erne

Hvor ofte løber du? 
Det kommer an på så meget. Har lige været på Mallorca, hvor jeg løb hver dag. Så kan der i princippet gå 100 år før jeg kommer ud igen. Jeg har ingen faste rutiner.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
10-15 km.

Hvad får du ud af at løbe?
Overskud via udmattelse


Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Nej. Gider ikke være afhængig af andre. Eller forpligtet.

Hvor løber du henne?
Ofte Utterslev Mose, Vestamager, Dyrehaven, men også alle mulige andre steder i København, hvor der er noget godt til både ben og øjne.

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? (Har du dine løbesko med når du rejser?)
Ja, faktisk altid. Elsker at løbe i byer, hvor jeg ikke kender vejen bag næste hjørne.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Gode ben, gode øjne, interessante omgivelser og et udbytte, der ikke bare har med selve løbet at gøre – gerne noget kulturhistorisk, arkitektonisk el. lign. Og så en masse tanker om arbejde og den slags.

Hvad er den længste distance du har løbet?
Maraton

Træner du med et bestemt mål for øje?
Nej

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber hvad skulle det så være?
Løb aldrig den samme rute to gange. Og drop nu alle de der gadgets! Glem pulsur, kilometertæller, apps og jeg ved ikke hvad. Løb nu bare.

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Aner det faktisk ikke. Nogle lilla nogle lige for tiden.

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng?
På rejser i mange forskellige lande. Og så et par gange til Berlin Maraton. Et imponerende arrangement, men der er jo alt for mange mennesker!

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
Berlin Maraton – fordi det var som at løbe gennem Tivoli eller Venedig en sommerdag. Ikke min kop te.

Hvad motiverer dig?At jeg ved at jeg altid er gladere og klogere når jeg kommer hjem, end jeg ville være, hvis jeg ikke var kommet ud.

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret?Ved at løbe når jeg har lyst, og kun når jeg har lyst.
Hvad er formålet med at du løber? (Vægttab, motion, social, genoptræning, træningssupplement til anden træning)Ingen af delene! Meningen med at løbe er at løbe. Ligesom meningen med livet er at leve.


Hvorfor begyndte du at løbe?
Fordi jeg er for doven til at sidde ned hele tiden.
Dyrker du anden motion/sport?
Fodbold i gamle dage. Åh, fodbold! Jeg elsker det.
Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Kan variere hele enormt, men jeg tæller aldrig kilometer, så jeg ved det ikke.
Hvordan fik du ideen til bogen “Frisk fisk til inkaen”?
På en løbetur spurgte jeg mig selv: Hvorfor gør du egentlig det her? Og så satte jeg mig for at beskrive vore dages løbekultur som en del af en menneskehedens civilisationsudvikling.
Hvorfor er du endnu ikke blevet tæt af at løbe?
Fordi jeg bliver træt af at lade være.

Henrik Them: Jeg Er Løber

Henrik Them

Navn: Henrik Them
Alder: 31
Bopæl/by: Hellerup
Beskæftigelse/erhverv: Konsulent
Civil status: -
Dato for besvarelse af spørgsmål: 27.07.2013
Har løbet i antal år: -
Web-site: henrikthem.blogspot.dk
Løberekorder:
5 km: 14.03
10 km: 29.41
Halvmarathon: 1.04.11
Marathon: 2.16.06

———————–

Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt? 

Jeg startede med at løbe da jeg var 17. Havde spillede fodbold før i 12 år
Hvor ofte løber du?
Pt er jeg skadet, Men ellers løber jeg mellem 10- 14 gange om ugen
Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
Det afhænger af tempo og årstid. Man alt imellem 6- 45 km
Hvad får du ud af at løbe? 
En følelse af frihed, og kommer nærmere i jagten på at nå mine mål
Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke? 
Jeg løber for Sparta. Da jeg er elite aktiv skal jeg stille op for en løbeklub.
Hvor løber du henne? 
Helst i skov. Mine ben har godt af blødt underlag. ER det ikke muligt så må det blive asfalt. Bor i Hellerup så er i det område.
Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? 
Jeg træner hele året også når jeg er ferie. Ikke altid en fornøjelse men en nødvendig, hvis jeg gerne vil være med fremme.
Beskriv den perfekte løbe-/træningstur? 
En lang søndagstur. OP imod 45 km sammen med løbe drengene rundt omkring i skovene. Det er fantastisk.
Hvad er den længste distance du har løbet? 
Har løbet lidt over 50 km på en dag. Men går ikke op i længde. For mit vedkommende kan det være hårdere at løbe 1 k  for fuld damå end 50 km i roligt tempo.
Træner du med et bestemt mål for øje? 
At forbedre mig på maraton. HAr pt løbet 2.16.06
Hvis du skal give et godt råd til en anden løber hvad skulle det så være? 
Kontinuitet i træningen samt bibeholde glæden. Du skal hele tiden have glæden. Finder du ikke den, er det svært at forbedre sig
Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)? 
Er nike sponseret
Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng? 
Det har jeg ikke styr på. Tror ikke jeg har været i et land, hvor jeg ikke har løbet.
Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift? 
At komme igen efter alverdens skader, og blive ved med at finde motivationen
Hvad motiverer dig? 
At blive bedre
Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret? 
Godt spørgsmål. Jeg fokusere på det er her det er muligt at gøre en forskel. For alle mine konkurrenter har det også hårdt. Men det er da alt andet end fedt. at løbe rundt i minus 5 grader klokken 7 om morgenen.
Hvad er formålet med at du løber? 
At indfri mine sportslige ambitioner.
Hvorfor begyndte du at løbe? 
Fordi jeg opdagede mit talent var større der end da jeg spillede fodbold
Dyrker du anden motion/sport? 
Nej, det gør jeg ikke

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Løber vel normalt mellem 500- 600 km om måneden.

Hvornår og hvordan opdager du at du har et særligt talent for at løbe?
Jeg startede med at løbe da jeg fandt glæden ved at se hvor hurtig jeg kunne bevæge mig fra A- B. Det har jeg ikke fortrudt siden.
Hvad er dit næste store mål? 
Jeg håber at løbe en god tid på maraton til Berlin Maraton. Men pt er jeg skadet, så det er ikke den bedste optakt.
Hvad er dine forventninger til VM i Moskva? 
Jeg har meldt afbud til VM for at fokusere på at løbe en hurtig tid, og det er svært ved et mesterskab.
Hvad er det vigtigste element i din træning? 
En mix af lange ture, tempo ture og interval træning i nærheden af Tærskel er vejen frem for mit vedkommende.
Tidligere “Jeg Er Løbe” portrætter:
Terje Nordberg
Povl Erik Carstensen
John Bøhme Dybkjær

John Bøhme Dybkjær: Jeg Er Løber

Om få dage skal John Bøhme Dybkjær ud på sit projekt “Grenen-Grænsen-Grenen”, hvor han ene mand og uden support af nogen art cykler, løber og svømme fra Grenen til den tyske grænse og tilbage igen op gennem Jylland. Når John kommer i mål ved Det Grå Fyr lørdag d. 10. august om eftermiddagen, er et andet mål forhåbentlig også nået, nemlig at samle penge ind til leukæmiramte Patrick Behrens Larsen, som den ekstreme tur er et støtteprojekt for.

Jegerlober.dk - John Bøhme Dybkjær
John Bøhme Dybkjær

Navn: John Bøhme Dybkjær
Alder: 35
Bopæl/by: Ans (nær Silkeborg)
Beskæftigelse/erhverv: Underviser i biologi og naturgeografi på Silkeborg Gymnasium
Link til web-site: facebook.com

Civil status: gift, 5 børn
Dato for besvarelse af spørgsmål: 22.07.2013
Har løbet i antal år: 12 år

Løberekorder:
5 km: ?
10 km: ?
Halvmarathon: 1 t 45 min
Marathon: 3 t 52 min
————————————————-
Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Jeg begyndte at løbe regelmæssigt for omtrent 12 år siden – da jeg fik mit første barn. Jeg er ud af en familie, hvor mange mænd lider af diabetes type 2, og mit løberi er en del af en livsstil, som gerne skulle holde mig sund og rask gennem hele livet.

Hvor ofte løber du?
Jeg forsøger at løbe 6 gange om ugen som udgangspunkt. Somme tider lykkes det ikke – men så løber jeg bare lidt længere ture. For mig er det ikke afgørende, hvor OFTE, jeg løber – det handler for mig om at løbe så og så mange kilometer ugentligt.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur? 
Det varierer. Alt fra 5 til 30 kilometer – sjældent længere, da det koster alt for megen tid at restituere efterfølgende.

Hvad får du ud af at løbe?
Alt, havde jeg nær sagt. I starten løb jeg primært for at holde vægten nede. I dag er løb det vigtigste krydderi i min hverdag. Jeg elsker at være alene i skoven, at mærke pulsen stige og hjertet hamre, fornemmelsen i kroppen efter at have været i gang i mange timer, at bruge hovedet på de mere tekniske spor og fornemmelsen bag efter, når kroppen falder til ro.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg løber en sjælden gang i mellem sammen med et par venner fra mit adventure-hold, men i bund og grund foretrækker jeg at løbe helt alene i mit eget tempo og i mine egne tanker.

Hvor løber du henne?
Alle steder – bare det ikke er asfalteret  Jeg bor ved Tange Sø og kan godt lide at løbe på træk-stien, fordi den er lidt ”vild” flere steder med rødder og tæt krat. Når jeg har mulighed for det – typisk når vi er i sommerhus – så løber jeg meget gerne langs stranden eller langs de små stier mellem klitterne. At løbe ved havet er simpelthen fantastisk!

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? (Har du dine løbesko med når du rejser?)
Hvis der er tale om en familie-ferie, så pakker jeg sjældent løbeskoene, da løb i forvejen fylder meget i min hverdag. Der skal også være tid til familien somme tider! I sommerhuset, hvor vi er ofte, da tager jeg altid løbeskoene med.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Den perfekte træningstur er i mine øjne i den længere ende af skalaen – dvs. 2 timer eller mere. Den foregår i skoven eller langs stranden, og jeg er helt alene. Jeg løber meget gerne sent om aftenen eller om natten. Der er ligesom noget magisk over dét at være ude i mørket med pandelampen.

Hvad er den længste distance du har løbet? 
Det længste, jeg har løbet uden pause, er 100 km. Det foregik i Tyskland og Østrig under Zugspitz Ultratrail og var på alle måder en stor oplevelse. Terrænet var en større udfordring end distancen, vil jeg sige!

Træner du med et bestemt mål for øje?
Jeg har altid flere mål i sigte! Pt. er mine mål ”Grenen-grænsen-Grenen” til august 2013 og Marathon des Sables 2014.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber, hvad skulle det så være?
Hmmm, der er mange gode råd at give – jeg har selv modtaget mange gennem tiden. Det bedste råd er nok, at man skal lade lysten drive værket og se, hvad det kan føre til – og så gå langsomt frem og ikke forcére træningen. Ret banalt, men ikke desto mindre vigtigt!

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Jeg har flere par sko end min kone, hvad mange synes er ret morsomt. Jeg har ét par til landevejen – Asics Zaraca. Jeg bruger dem meget sjældent. I skoven, stranden og til trail løber jeg primært i Asics Trabuco, Salomon Speedcross, Felcross eller Crossmax. Inov8 Roclite 295 er min favorit pt.

Hvor mange lande har du løbet i? Hvilke, Hvornår og i hvilken sammenhæng?
Jeg har løbet en ”opad”-halvmarathon ved Geiranger i Norge for et par år siden – et fantastisk løb, hvor man løber fra bunden af Geiranger Fjorden og op til toppen af et fjell i 1500 meters højde. Jeg har løbet/kørt et enkelt adventure race i Sverige – og så har jeg løbet et par alpe-ultraløb i Tyskland, Østrig og Schweiz. Og så har jeg løbet træningsture i diverse lande, bl.a Rusland, Skotland og Island.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
Det kommer jo lidt an på kriterierne, man vurderer det ud fra. Jeg tudede, da jeg løb i mål til Swiss Alpine 78k sidste år – ikke fordi det var det hårdeste, men fordi alt bare gik op i en højere enhed undervejs. Første gang jeg deltog i DTU Adventure Race er nok det løb, jeg nødigst vil gentage, da vi simpelthen bare ikke var ordentligt forberedte, og derfor var vi totalt udbrændte halvvejs gennem løbet. Det var et regulært mareridt at gennemføre, men vi var heldigvis alle tre enige om at vi ville gennemføre – koste hvad det ville! Den tur lærte jeg rigtigt meget af, og jeg har trukket på mine erfaringer derfra ved mange løb senere hen.

Hvad motiverer dig? 
Det er vigtigt for mig at have et mål – eller flere – at træne frem mod. Jeg kan jo i bund og grund rigtigt godt lide at løbe, så jeg behøver som sådan ikke nogen ”gulerod” for at komme op af sofaen og ud ad døren.

Jegerlober.dk - John Bøhme Dybkjær efter 20 km løbetur i minus 20 grader
John efter 20 km løbetur i minus 20 grader

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret? 
Jeg elsker faktisk at løbe om vinteren! Det må gerne være rigtigt koldt og bælgmørkt! En af de træningsture, jeg aldrig glemmer, er fra forrige vinter, hvor jeg en aften skulle ud at løbe en 20 kilometers træningstur. Der var minus 20 grader, og mit vand frøs til is i dunkene i løbet af minutter, og jeg var totalt iset til i øjenbryn og skæg, da jeg kom hjem. Der var sågar is på indersiden af mit løbetøj. Min kone tog et billede af mig, da jeg kom hjem. Det var totalt fedt

Hvad er formålet med at du løber?
Det begyndte som sagt som et værn mod sygdom, men i dag løber jeg primært for de mange oplevelsers skyld.

Hvorfor begyndte du at løbe?
For at komme et par ekstra kilo til livs og for at starte en ny og sundere livsstil.

Dyrker du anden motion/sport?
Jeg cykler en del – bl.a fordi jeg har 20 km til arbejde. Jeg klatrer med en kammerat i sommerferien, men dyrker ikke nogen form for organiseret sport. Jeg kan godt lide at træne, når det passer mig og træner som nævnt helst alene.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
Det varierer meget afhængig af, hvad jeg træner til og hvornår, der skal toppes. En typisk træningsuge ligger jeg mellem 75 og 100 km, vil jeg sige – og så kommer der et par hundrede kilometer på cyklen oveni.

Er du eller har du tidligere været skadet pga. løb? Hvorfor/hvordan (og hvordan kom du videre/af med skaden)?
Jeg mistede en negl engang – that’s it! Jeg har været helt usandsynligt heldig, må man sige!

Hvordan og hvornår opdagede du at du har et stort talent for at løbe langt? 
Talent er nok så meget sagt. Det handler jo bare om at gide at blive ved samt at kunne abstrahere fra smerterne, når det gør lidt ondt. Faktisk kæmpede jeg længe med at træne mig op til min første ultra – Swiss Alpine 78k. Det lykkedes mig først, da jeg blev tilknyttet en personlig træner, som gav mig redskaberne til dels at strukturere min træning samt lægge en strategi for væske, salt og energioptag på de længere ture. Det var virkelig en aha-oplevelse for mig, og jeg kan varmt anbefale alle at ofre de par håndører, som det koster at få et par objektive briller med på sidelinien. Jeg brugte Christian Madsen fra Ultrarun. At kunne løbe langt handler rigtigt meget om at gøre sig en masse erfaringer og lære sin krop og dens signaler at kende. Det er sagt af mange andre før mig, men ultra handler rigtigt meget om at kunne håndtere sin psyke. Mit ”talent” ligger måske netop i, at jeg er god til at foretage tanke-rejser, eller hvad man nu skal kalde det, i perioder af løbet, hvor det hele bliver lidt hårdt og trælst – for det sker helt uundgåeligt på de lange ture. Jeg ved jo også nu, at kriserne altid får en ende, og så bliver alt godt igen, og man er kommet stærkere ud på den anden side – lidt ligesom mine erfaringer fra DTU Adventure Race, som jeg nævnte tidligere.

Hvorfor løber (og cykler) du projekt Grenen-Grænsen-Grenen?
Af to årsager. Først og fremmest ønsker jeg at hjælpe Patrick, som jeg – og alle andre – synes er blevet uretfærdigt og usympatisk behandlet af Industriens Pension. Kort fortalt, så er Patrick blevet diagnosticeret med kronisk lymfatisk leukæmi, som en kræftform, han kan leve med i en periode – men som med garanti vil forkorte hans liv betragteligt. Pensionsselskabet vil ikke anerkende sygdommen som en ondartet form for kræft og udbetaler derfor ikke de penge til Patrick, som han i alle andres øjne er berettiget til. Jeg håber med dette projekt at kunne skrabe penge sammen til familien, så de i det mindste kan blive kompenseret en lille smule i en i forvejen træls situation. Hvor stort et beløb må tiden vise – det afhænger af opbakningen fra venner og bekendte og folk, som finder projektet og ikke mindst formålet, interessant. Når det er sagt, så laver jeg jo selvfølgelig også projektet, fordi jeg kan lide at udfordre mig selv og i det hele taget bare elsker at opleve verden omkring mig på en cykel eller et par løbesko. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted!

Hvordan forbereder du dig fysisk og mentalt på så lang en tur som Grenen – Grænsen – Grenen? Den mentale del har jeg oparbejdet gennem de løb, jeg har deltaget i gennem de sidste 10 år. Det bliver helt sikkert en stor udfordring at skulle være aktiv nærmest non-stop i en uge, og jeg er meget spændt på, hvordan jeg reagerer. Jeg har jo ikke prøvet det før, så på mange punkter bliver det lidt af et eksperiment. Fysisk handler det jo bare om at få trænet struktureret gennem lang tid. Den store udfordring har faktisk været at finde tiden til det med kone, 5 børn og arbejdet ved siden af. Man lærer at finde ”hullerne” og udnytte dem til snige en masse træning ind i dagligdagen.

Kan du forsøge at forklare hvad du medbringer på din tur (mad, tøj, osv.)?
Jeg har virkelig gjort mig mange overvejelser med hensyn til udstyr og ikke mindst energi. Konceptet er jo, at jeg skal medbringe alt fra start til slut bortset fra væske, som jeg er nødt til at fylde på undervejs. Jeg har væskekapacitet til omtrent 4 liter, så der skal fyldes på et par gange i døgnet. Min rygsæk er en OMM Classic Marathon, som rummer 25 liter. Derudover har jeg besluttet at supplere med en 4 liters fronttaske for at være sikker på at kunne slæbe tilstrækkeligt med energi med på turen. Jeg medbringer müslipakker i portionsstørrelser til morgenmad, hvor der bare skal tilsættes vand. Til frokost og aftensmad medbringer jeg frysetørrede retter (enkeltportion til frokost og dobbeltportion til aften) fra Travel Lunch. De smager ok, mætter fint og er nemme at lave – der skal bare tilsættes kogende vand. Vand koger jeg i et lille Esbit stormkøkken, som drives af sprittabletter. Som supplering i løbet af dagen medbringer jeg 70 gels fra Squeezy – 10 til hver dag. Derudover medbringer jeg en pulverblanding til hver dag fra Hammer Nutrition. Den snupper jeg sammen med aftensmaden for at være sikker på at få tilstrækkeligt med vitaminer, mineraler, proteiner etc. Soveposen er en ultralet Passion One dunsovepose fra Yeti, og jeg tager et letvægts soveposeovertræk med dels for at beskytte soveposen for slitage og dels for at yde lidt ekstra isolation i tilfælde at kolde, fugtige nætter. Så er der til sidst en masse småting så som GoPro kamera, stormlighter, kniv, saks, Tensoplast til fødderne, solcreme- og stift faktor 50, solbriller, ske, vandtæt kajakpose til svømmeturen over Limfjorden og batteri med tilhørende solpanel og kabler, så jeg kan lade min telefon, min ipod, mit kamera og ikke mindst mit ur (Garmin Fënix) undervejs. Med hensyn til tøj og sko, så løber og cykler jeg i Inov8 Roclite 295, tights fra Fusion, kasket fra Craft og en overdel, jeg ikke har bestemt mig for endnu – det afhænger af vejret og bliver først besluttet på dagen – d. 3. august, når jeg kender vejrudsigten. Cykelturen klarer jeg på min Scott Scale 20 mtb, som i anledning af projektet har fået et par semi-slick dæk på.

Hvordan klarer du overnatningerne?
Jeg planlægger kun kortere hvil på maksimalt halvanden til to timer af gangen, hvor jeg bare smider mig i sandet dér, hvor jeg nu er. Min overordnede strategi er at holde mig i gang 18-20 timer i døgnet og til gengæld holde et lavt pace. Cykelturen fra Grenen til grænsen håber jeg at kunne tage i ét stræk med enkelte kortere pauser for hver 100 kilometer, sådan cirka. Det burde kunne gøres på 30 timer, hvorefter jeg vil tage det første regulære hvil, inden løbeturen retur mod Grenen starter.

Er der mulighed for at løbe med?
Ja – det er der! Som et led i indsamlingen har jeg i samarbejde med Rico Eiersted arrangeret et socialt halvmarathon og 7 kilometers løb som afslutning på projektet. Det koster 100,- at deltage, og man kan læse mere og tilmelde sig på www.eiersted.strandby.dk – der løbes langsomt i samlet flok, da jeg nok er ret øm i stængerne på det tidspunkt, og ALLE kan være med!

Hvordan støtter man projektet?
Det nemmeste er nok at besøge projektets Facebook-side – www.facebook.com/patrickbehrenslarsen.grenengraensengrenen og så læse om mulighederne dér. Der vil bl.a være et kontonummer, hvis man ønsker at støtte projektet direkte, og man vil også kunne finde kontaktoplysninger på mig, hvis man eksempelvis ønsker at tegne et kilometer-sponsorat. Derudover vil der være mulighed for at donere gaver, som så bliver en del af en lodtrækningspulje. Lodder til denne pulje kan købes i målområdet ved Det Grå Fyr i Skagen d. 10. august, hvor jeg sammen med deltagerne til føromtalte løb kommer i mål ved 15-tiden. Frem for alt vil jeg opfordre alle til at komme til Det Grå Fyr og tage del i afslutningen på projektet. Der vil være øl og pølser og masser af god stemning – i den gode sags tjeneste

Tidligere “Jeg Er Løbe” portrætter:
Terje Nordberg
Povl Erik Carstensen

Povl Erik Carstensen: Jeg Er Løber

Povl Erik Carstens

Navn: Povl Erik Carstensen
Alder: 53
Bopæl/by: Nørrebro
Beskæftigelse/erhverv: Stand-up komiker, foredragsholder, forfatter
Civil status: Ugift, far.
Dato for besvarelse af spørgsmål: 28.06.2013
Har løbet i antal år: 32, med mellemrum…
Web-site: www.povlerikcarstensen.dk

Løberekorder
5 km: 21 et eller andet.
10 km: -
Halvmarathon: Lige over to timer (Nuuk halvmaraton)
Marathon: 4:59:28
—————————————————

Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Rigtig regelmæssigt da jeg var i slutningen af 30’erne for ca. 15 år siden.

Hvor ofte løber du?

2-3 gange ugentlig.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur? 

6-11 km.

Hvad får du ud af at løbe?

Motion, ro, eftertanke.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?

Vil gerne selv bestemme tid og sted.

Hvor løber du henne? 

Søerne, Østre Anlæg og Kastellet i København. Men også gerne andre steder

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? (Har du dine løbesko med når du rejser?) Helt sikkert!

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?

En hvor der er lidt overskud fra starten. Men alle løbeture er næsten gode.

Hvad er den længste distance du har løbet?

Maraton, fire gange.

Træner du med et bestemt mål for øje?

Det er en del af mit liv, en positiv en vel at mærke.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber hvad skulle det så være? 

Lad være med at tænke på tider, det bliver man aldrig færedig med at slå sig selv i hovedet med.

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)? 

Five Fingers Sprint og Flow, VivoBarefoot Evo.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift? 

3 gange maraton u. sko.

Hvad motiverer dig? 

Følelsen bagefter, og undervejs.

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret? Løber med sko og sokker

Hvad er formålet med at du løber? (Vægttab, motion, social, genoptræning, træningssupplement til anden træning)?

Oplevelsen af den effekt det har på mig, eller rettere oplevelsen af det modsatte når jeg ikke gør det.

Hvorfor begyndte du at løbe?

Var på skoleophold i udlandet, og skulle finde en motionsform. Senere, at jeg vejede 15 kg mere end nu og var i dårlig form.

Dyrker du anden motion/sport?

Tennis, squash, en smule badminton.

Hvordan fik du ideen til Bogen Barfodsløbebogen?

“Min” redaktør på Gyldendal spurgte mig da han hørte om mine planer om min første barfodsmaraton. Han tilbød mig dog ikke nogen kontrakt før efter jeg havde gennemført, he…

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned? 

Godt 20 km ugl. på en uge med tre ture, men det skifter lidt…

Læse også: Terje Nordberg: Jeg Er Løber

Terje Nordberg: Jeg Er Løber

Dette er første præsentation af en løber i en planlagt serie med forskellige personligheder – kendte så vel som ukendt – professionelle såvel som amatører – alle sammen under titlen “Jeg Er Løber”.

Personligheder der på en eller anden måde løber, har løbet, og bruger løbet – i hverdagen, på jobbet, på rejser, til frirum osv.

Jeg håber på at I, læserne, vil være med til at gøre denne del af bloggen et spændende tilbagevendende indslag ved at sende mig (jegerlober@gmail.com) forslag til kandidater til “Jeg Er Løber” samt spørgsmål  som I synes kunne være interessante at få portrætteret.

Tanken er at præsentationerne skal give os indsigt i, hvordan den pågældende person bruger løb, løbet og træningen, tankerne, frustrationen osv., og som motivationskilde til mere løb – mere løb på, måske, en anden ny og spændenden måde.

Første løber her på bloggen er Terje Nordberg, som jeg sidste år lærte at “kende”, da jeg læste hans seneste bog “Livet i Løb“.

Livet i Løb

Navn: Terje Nordberg
Alder: 66 år
Bopæl/by: Aarhus, Højbjerg
Civil status: Gift, 3 børn og 8 børnebørn
Dato for besvarelse af spørgsmål: 02.07.2013
Beskæftigelse/erhverv: Forfatter, psykoterapeut
Link til web-site/Endomondo profil eller andet: -

Terje Nordberg er tidligere atletikudøver i disciplinen sprint og har skrevet mange bøger om løb & motion (se listen nederst). Dansk mester i Veteran-Atletik og regelmæssig løber, yoga- og fitnessudøver. Han er uddannet psykoterapeut og er freelance skribent indenfor motion, livsstil og velvære for en lang række blade og magasiner.

Løberekorder:
5 km: 18.34
10 km: 42.16
Halvmarathon: 1.35.56
Marathon: 3.25.58
Har løbet i antal år: 43
——————————————————————
Hvornår begyndte du at løbe regelmæssigt?
Jeg havde jo min ungdomskarriere, hvor jeg som sprinter trænede og løb næsten hver dag. Da den stoppede i 1966 gik der 10-12 år hvor jeg overhovedet ikke dyrkede idræt. Siden 1978 har jeg løbet regelmæssigt.

Hvor ofte løber du?
Nu for tiden ca. 3 gange om ugen.

Hvor langt løber du typisk på en løbetur?
Mellem 6 og 13 km.

Hvad får du ud af at løbe?
Ro, samling på tankerne, glæde, fokus, fysisk og psykisk velvære.

Løber du i klub? Hvorfor/hvorfor ikke?
Nej, jeg er en enspænder og kan bedst lide at være i min egen boble.

Hvor løber du henne?
I Marselisskoven i Aarhus.

Løber du når du er ude at rejse (forretning/fornøjelse)? (Har du dine løbesko med når du rejser?)
Altid før i tiden. Ikke altid nu.

Beskriv den perfekte løbe-/træningstur?
Kølig skovsti langs bugten. Solen er ved at stå op over Helgenæs. 3,5 km ned mod Ajstrup og så tilbage til Moesgård. Morgendukkert og så ti minutters morgenmeditation. Hjem til skoldhed kaffe og lidt klassisk på radioen.

Hvad er den længste distance du har løbet?
Maraton, 6-7 gange.

Træner du med et bestemt mål for øje?
Holde maven inde og humøret oppe.

Hvis du skal give et godt råd til en anden løber hvad skulle det så være?
Læse “Politikens Løbebog” og derefter “Livet i Løb”. Der står det hele!

Hvilke sko løber du I (type + Brand/mærke/model)?
Nike Pegasus.

Hvor mange lande har du løbet i?
10-12.

Hvad har været din største løbeudfordring/bedrift?
Mine maratonløb og det at jeg stort set aldrig har haft skader.

Hvad motiverer dig?
Min beslutning om at blive ved med at løbe så længe mine ben kan nå jorden.

Hvordan holder du dig i gang i vinterhalvåret?
Løber som jeg plejer og træner styrke i fitness-center.

Hvad er formålet med at du løber? (Vægttab, motion, social, genoptræning, træningssupplement til anden træning)
Jeg bliver et bedre menneske.

Hvorfor begyndte du at løbe?
Fordi jeg var god til det og fordi det gav mig så meget på så mange områder.

Dyrker du anden motion/sport?
Fitness, vinterbadning og ind i mellem yoga.

Hvor langt løber du normalt på en uge/måned?
20 km/ugen.

Hvordan fik du ideen til bogen “Livet i Løb”?
Det var netop 30 år siden jeg udgav min første løbebog “Året i Løb”, så jeg syntes det var passende. Desuden syntes jeg at jeg havde nogle god og anderledes historier at fortælle.

Hvordan undgår du at blive skadet?
Sørget for at have sikret mig nogle gode gener og altid sørget for styrketræningen.

Hvorfor er du endnu ikke blevet tæt af at løbe?
Fordi det er så tæt knyttet til selve det at føle mig levende og tilpas i mit liv og min krop.
——————————————————————
Terje Nordberg har bl.a. skrevet følgende bøger:

Året i Løb (Gyldendal, 1982),
Politikens Motionsbog (Politikens Forlag, 1987),
Mental Løbetræning (Komma & Clausen, 1991),
Ud på forkanten – mental træning i hverdagen (Holkenfeldt, 93),
Motionslege for børn og voksne  (Gyldendal, 1993), Sommerfugle i maven – mental træning for motionister (1996),
Det må godt føles rart (Gyldendal 2000),
Politikens Fitnessbog (Politikens Forlag 2003),
Et godt liv efter 50 (Politikens Forlag, 2005),
Politikens Løbebog (Politikens Forlag, 2009)
Livet i Løb (Herreværelset, 2012)